|
|
Historien om Rømø Vandrerhjem
Kommandører
Alle gode historier skal i H. C. Andersens fødeland begynde med et ”Der var engang. . .”
Sådan starter denne historie også: Der var engang en kommandør, en kaptajn, som sejlede på de store have, fangede hvaler i Ishavet, sæler på Grønland, kæmpede med storme, kulde, sygdomme og lemlæstelser. Men sidst på efteråret vendte han med skib og besætning tilbage til sit rederi i Flensburg eller Hamburg. Når alt var klaret og afregnet drog han og de mange andre søfolk mod hjemstavnen – mange mod Rømø.
Kommandørens gård
Som kaptajn holdt man – med det fornødne held – en god indkomst, så en gang i 1700-tallet byggede han sig en gård på Rømø – på sydøen ved Mølby. Gården lignede de andre kommandørgårde på Rømø: rødstens eller kalkede med valmede stråtage, toppede brosten, vindebrønd i gården, sand på gulvet og hollandske fliser på væggene.
Nogenlunde sådan så kommandørens gård ud. Der sad han så for bordenden i stuen og bestemte hele den lange vinter. Men til fastelavn, når vinteren slap sit tag, drog han og de andre søfolk fra Rømø igen på hvalfangst i Nordatlanten.
Sommerhushold
Så overtog kone, børn, tjenestepiger og gamle atter driften: dyrkede kålhaven, malkede koen, drev med fårene, trådte skrubber og stangede ål, mens poppeltræer voksede til rundt om gården, som derfor efterhånden var kendt på Rømø som Poppelgaarden. De passede gården og levede med frygten – frygten for at kommandøren dette år ikke vendte tilbage fra Ishavet.
|
|
Tiderne skifter
Sådan gik årene på kommandørens gård. Måske var kommandøren dygtig og heldig og blev en holden mand. Måske ikke. Måske blev Poppelgaarden i Mølby med årene lidt forfalden. Måske havde kommandøren solgt længe inden. Måske! Vi ved imidlertid at gården tilhørte Jens Nielsen Holm i 1824. Men han gik konkurs og gården blev overtaget af P.C. Ottesen, som river den ned og i 1825 bygger en ny på tomten. Det er delvis den nuværende hovedbygning.
I 1864 bliver Rømø tysk og deltager derfor i Første Verdenskrig på tysk side. Genforening i 1920 – atter en formel del af Danmark – selvom de små øer på vestkysten altid har forsøgt at opretholde en slags selvstyre uafhængigt af nationalstater.
Ejerne skifter også på Poppelgaarden: Ottesen, Thorlacius, Brodersen, List, Schmidt. Ved retsopgøret efter 1945 er Poppelgaarden på tyske hænder og konfiskeres derfor af den danske stat – om end nærmest at betragte som ruin. |
 |
I de forløbne 60 år er vandrerhjemmet udbygget og ombygget flere gange. Der har været gode tide – og mindre gode – og katastrofale. Og i årenes løb har i tusindvis af gæster oplevet og glædet sig over de gamle bygninger og dejlige omgivelser, brede strande med bagende sol, skyggefulde stier i plantagen, styrtregn på Vaden, masser af frisk luft og høj, høj himmel.
Den gamle gæst |
